Går og glor på vinduer
- Martin Krabbe
- 21. okt. 2020
- 1 min læsning
Min tømrer - kære, sanselige Dennis, som er bedre uddannet end jeg - rådede mig til at begynde projektet med at finde vinduer og døre på DBA. Der er mange penge at spare på netop det punkt. Det er lettere vanvittigt, hvad vinduer og døre kan koste. Og jeg er jo lige mand for at finde ting på den blå. Siden begyndelsen i september har jeg erhvervet mig 25 vinduer, fire facadedøre og to terrassedøre. Det kom så vidt, at jeg begyndte at få vinduer på hjernen: Jeg så pludselig vinduer overalt. Der er rigtig mange vinduer, når man først får blik for dem. Hvis jeg begyndte at kede mig lidt i en af tidens uendelige teams-møder, så gled blikket til vinduet i baggrunden hos mine kollegaer - hvad er det egentlig for et vindue? Teknisk og stilmæssigt er der jo mange valg at træffe.
Her er den første række af vinduer og døre, jeg fik fat i.
Alle de vinduer og døre står netop nu ude i haven. I alt er der vinduer og døre for 20.000 kroner. Det er så kun det store vindue (#16), entredøren (#3) og de to terrassedøre (#14 & #15), der skal være en del af tilbygningen. Alt det andet skal jeg have afhændet igen. Det er lidt tosset, men det har været sjovt.
Comments