Alt på min terrasse har i nogle uger været dækket af det fineste røde mahogni-støv. Jeg har nemlig været igang med at renovere de vinduer, som jeg sammen med Hector hentede den 3. oktober på Nordre Strandvej 56.
Det var i begyndelsen af september, da jeg hentede Olga i børnehaven, at min DBA-annonceagent på 'terrassedør' i Aarhus-området gav lyd fra sig; en flot mahogni-terrassedør, 170 centimeter bred, to år gammel, til bare 1500 kroner. Jeg ringede med det samme til sælger, og en halv time efter havde jeg set døren, og vi havde handlet. Huset skulle rives ned, så sammen med terrassedøren havde jeg også købt retten til at rippe huset for vinduer og facadedøre, som alle var fra 2003 og noget forsømte. Men der var ingen punkterede ruder og ingen egentlige skader på træet, bare et stort behov for en rensning, en slibning og en gang olie. Terrassedøren var ny, fordi de havde haft indbrud og forsikringen havde således betalt en ny dør, som ovenikøbet har kodelås (11223344) på håndtaget.
Jeg fik det hele - 16 vinduer, to facadedøre og føromtalte terrassedør - for 4000 kroner. Et krav fra sælger var, at jeg kun havde én specifik weekend til at udtage vinduerne; weekenden den 3.-4. oktober. Så jeg hyrede Hector til at hjælpe mig, købte to ret lækre Makita-bajonetsave (500 kroner) på dba (fra en fin fyr i Lystrup - nedbrydningsmanden Kim Kong, kaldte han sig, jeg tror, han var enten skæv eller høj, da jeg handlede med ham, han var fin) og så var vi ellers klar.
Det var en sygt fed dag. Det tog lidt tid at finde teknikken, men så kørte det også. Kim Kong havde givet mig en del klinger med til bajonetsaven, men det var ikke nok, så den obligatoriske mellemtids-tur til Harald Skrald blev også virkelighed denne dag. Gik først efter terrassedøren og de store vinduer, men fik næsten det hele med, efterlod kun et enkelt fastrammevindue.
Mange af vinduerne sad højt, så vi kørte den lejede Freetrailer ind under vinduerne, satte en stige op, og så var det en ganske god arbejdshøjde. Det vanskeligste var overskæringen af karmskruerne, som sad 5-6 centimeter inde. De tog hurtigt livet af klingerne. Det var også ret snavset arbejde med masser af støv og Rockwool i luften.
Vi arbejdede hele dagen, spiste frokost på Lagkagehuset lige ovre på den anden side, og blev ved helt til klokken 22. Mørket faldt på ved 19-tiden, så de sidste par timer var i mørke. Men vi fik altså næsten det hele med. Nu står vinduerne så ude i haven sammen med deres venner. Jeg har renoveret den håndfuld af dem, som jeg har bestemt skal bruges til den overdækkede terrasse. Det kan du læse om i et andet indlæg.
Comments